Billeje i USA hvis du er under 25
skrevet af Ulrik
Biludlejning i USA er en jungle hvis du er under 25. Foruden adskillige timers research har jeg også praktisk erfaring med at leje bil i USA. Da jeg første gang lejede en bil var jeg 20, og det gjorde det slet ikke nemmere. Samtidig ville jeg gerne have en fed bil og ikke bare en afdanket plimsøjler, som ellers er forholdsvis let at leje.
Med det sagt, så er det muligt at leje en lækker bil, uden at blive flået for alt man har. Man skal bare se sig godt for. Formålet med dette indlæg er at spare dig for en masse tid, så du kan bruge energien på at planlægge andre af aspekter af din USA rejse istedet.
Forsikring og gebyrer
De fleste biludlejningsselskaber, store som små, udlejer til unge under 25. Standard praksis er dog, at man som ung skal betale mellem $20 og $50 ekstra om dagen, bare fordi man er ung. Jeg har spurgt flere gange, og ikke ulig situationen i Danmark, så hænger gebyret sammen med en større statistisk sandsynlighed for, at du kører galt, når du er under 25.
Skal man leje en bil i 14 dage bliver det såkaldte Under Age Fee en større postering. Hvis vi tager den gennemsnitlige fee, så du med en ekstraregning på $350, eller lige knap 2.000 kr. Det gælder uanset bilmærke, model og klasse. Uanset hvor uretfærdigt det er og hvor god en bilist du er, så er der ingen vej udenom et Under Age Fee. Dette gælder for de fleste stater, lige med undtagelse af New York, som har anderledes regler. Her kan du typisk slippe for at betale Under Age Fee.
Udover Under Age gebyret, så skal du også købe Supplemental Liability Insurance (SLI) – ansvarsforsikring. Denne forsikring er lovpligtig i alle stater. De fleste biludlejningsselskaber udbyder en lang række andre forsikringstilbud, men der er egentlig kun SLI og CDW du skal fokusere på. CDW står for Collision Damage Waiver og er en kaskoforsikring. Hvis du ikke tegner en sådan skal du være opmærksom på, at udlejningsselskabet i princippet skal kunne betale for en helt ny bil, med dit kreditkort. Med en CDW slipper du med at skulle betale selvrisiko. Bestemt værd at anbefale, specielt hvis du lejer en lidt dyrere bil.
Det er ikke alle udlejningsselskaber som lader dig inkludere SLI og CDW i prisen. Det er ofte ting du bliver konfronteret med, når du står ved skranken. Hvis du som jeg foretrækker at have tallene på plads før du tager afsted, så udgiften er så pris og fast som mulig, så kan du bruge denne side. Her er CDW og SLI altid inkluderet i det tilbud, du får.
Andre gebyrer og skat
Prisen for at leje en bil er aldrig den samme når du starter, som når du er færdig. Der er ofte en lang række ekstra gebyrer som bliver lagt oveni prisen. Herunder Sales Tax (moms), Airport Concession Fee (hvis du lejer i en lufthavn, kaldes også Premium Location Fee), Tourism Fee, Environmental Fee m.v. Sidstnævnte er et ekstragebyr staten har pålagt udlejningsfirmaet at betale. Det er typisk et ret lille beløb i størrelsesordnen < 1$.
Udlejningsselskaber jeg anbefaler
Jeg går altid efter at få mest for pengene. Derfor undgår jeg sædvanligvis de store selskaber. Ikke fordi de fejler noget som sådan, servicen er i top, men de er næsten altid dyrere end de lidt mindre udlejningsselskaber. Blandt de helt store er Hertz, Avis, Enterprise, National og Thrifty. Omvendt skal man heller ikke altid gå efter de helt små, da de ofte er lidt mere uprofessionelle og tingene typisk går lidt langsommere.
Dem jeg kan anbefale er Dollar og Alamo. Sidstnævnte er så vidt jeg husker ejet af Hertz og har som sådan arvet lidt af deres gode service. Begge selskaber har altid konkurrencedygtige tilbud og de fleste gebyrer, forsikring og lignende kan inkluderes i det tilbud, du får. Udover det har de også nogle virkelig lækre biler at vælge mellem. Cabrioleter, luksusbiler, men også firehjulstrækkere og almindelige biler.
Uanset hvilket udlejningsselskab du vælger, så kan du altid finde en rabatkuponer og aktuelle tilbud hos DestinationCoupons.com. Den side bruger jeg rigtig meget. Men husk at dobbeltchecke først. Af og til er priserne dyrere når du tror du får en rabat. Hvorfor kan jeg ikke fortælle dig, men mit bud er, at tilbuddet udelukkende skal lokke kunder til.
Held og lykke med at finde den rette bil til den rette pris. Hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med, så er du mere end velkommen til at kontakte mig her.
